keyboard_arrow_down

Christians Have Plejecenter Etape 4

Del på LinkedIn

Christians Have Plejecenter udvides nu med en ny bygning, Etape 4, som tilføjer 45 moderne plejeboliger med fællesområder, pleje- og servicefunktioner samt etablering af parkeringsarealer og en forbindelse til den eksisterende sansehave. Bygningen er designet som en U-form og placeres nord for de eksisterende plejecenterbygninger og demenshaven. Denne form skaber en naturlig overgang og tæt forbindelse til demenshaven, som bliver det centrale bindeled mellem det oprindelige og det nye plejecenter.

Ved ankomst til den nye bygning føres besøgende ind gennem et indbydende område, hvor der er en klar visuel forbindelse til caféen, som ligger lige fremme. Caféen er udstyret med store vinduespartier, der åbner op for udsigten til demenshaven og tilbyder et lyst og imødekommende miljø. En delvist overdækket terrasse giver mulighed for at udvide caféens spiseområde i sommerhalvåret, hvilket skaber et fleksibelt område til både beboere og gæster. Ledelses- og administrationskontoret er også placeret i dette område, hvilket gør det nemt for besøgende at finde hjælp og vejledning ved ankomsten.

Den gode bolig
Til venstre for hovedindgangen ligger elevatorer og trappekerner, som fører op til boligetagerne. I nærheden af elevatorerne er sygeplejeklinikken og SSA-klinikken strategisk placeret, så de er let tilgængelige både for beboere og besøgende. Et lille venteområde ved klinikkerne giver mulighed for at sidde skærmet og afvente behandling i rolige omgivelser.

Boligetagerne består af 15 boliger fordelt i to mindre enheder med henholdsvis 7 og 8 boliger. Gangarealerne er designet til at lede beboere og gæster naturligt mod etagens centrale fællesområder, og personalekontorer er placeret tæt ved elevatorerne, så medarbejdere er synlige og tilgængelige. Centralt mellem boenhederne ligger et spiseområde, der er sydvendt og har godt dagslys – et designvalg, som fremmer et lyst og behageligt fællesskab. De to opholdsstuer ligger på hver sin side af spiseområdet og skaber to mindre fællesskaber, så beboerne deler opholdsrum med deres nærmeste naboer, hvilket gør det lettere at skabe trygge, nære relationer.

Boligerne er udviklet med fokus på fleksibilitet og hensyntagen til beboernes behov, herunder de særlige krav til demensboliger. Hver bolig er en rummelig etværelses, som kan indrettes som en toværelses med fleksible garderobeskabe mellem stue og soveområde. Alle indgange er trukket lidt tilbage, så hver bolig får et privat præg og en tydelig overgang fra fællesarealerne. Boligernes vinduer har en lav brystningshøjde, så karmen kan bruges som siddeplads, hvilket skaber yderligere fleksibilitet i boligindretningen. Hver bolig er også udstyret med loftskinner til en rumdækkende loftlift, og badeværelset har direkte adgang fra soveværelset via en skydedør, hvilket gør boligen nem at tilpasse og navigere i.

Materialer
Bygningens ydre udtryk er præget af en muret facade i løberforbandt, som kombinerer to typer mursten for et varieret og harmonisk udtryk. Den nederste del af bygningen udføres i mørkegrå mursten med mørke fuger, mens den øvrige facade er beklædt med gyldenbrune mursten, som står i kontrast til de mørkegrå plader mellem de murede sektioner. Samlet set giver det bygningen en moderne og tidssvarende fremtoning.

Commissioning / DGNB
Etape 4 gennemgår en fuld commissioningproces for at sikre, at installationer og klimaskærm fungerer optimalt, og projektet er planlagt til at opnå DGNB-certificering på guldniveau, hvilket understøtter en bæredygtig drift og høj komfort for både beboere og medarbejdere.

Byggeperiode

29. oktober 2024 - 14. december 2026

Adresse

Christians Torv 124, 2680 Solrød

Areal

4.934 m²

Arkitekt

Force4 Architects

Ingeniør

Sweco

Landskabsarkitekt

Labland

Bygherre

Solrød Kommune

Christians Have Plejecenter Etape 4
Christians Have Plejecenter Etape 4
Christians Have Plejecenter Etape 4
Christians Have Plejecenter Etape 4
keyboard_arrow_up