H.K.H. Kronprinsessen tog det første spadestik til stor udvidelse af Aarhus International School

Del på LinkedIn
10.10.2022 . 1. SPADESTIK

Pressemeddelse:

Der var feststemning blandt Aarhus International Schools elever og ansatte, da Kronprinsessen mandag morgen mødte op for at tage det første spadestik til skolens nye tilbygninger. 

I strålende efterårssol blev Kronprinsessen budt velkommen af Aarhus International Schools knap 350 elever, som viftede med flag fra de i alt 45 forskellige nationaliteter skolen rummer. 

Efter en kort tale fra Formand for Ejendomsfonden AIS, Ebbe Malte Iversen, hvor han på vegne af skolen og fonden takkede både bidragsydere, børn og Kronprinsessen for støtte og fremmøde, var det blevet tid til at tage et længe ventet første spadestik til Aarhus International Schools One Campus byggeri.

Fire af skolens elever havde fåret æren af at tage det første spadestik med Kronprinsessen. De fem første spadestik blev mødt med stor jubel og glæde fra skolens elever og personale, ikke mindst da den erfarne Kronprinsesse trådte til med en hjælpende fod, da otteårige Caterina Serras spade i første omgang ikke helt gik i jorden. 

For Rasmus Sølling Rimmen på 15 år var spadestikket en stor oplevelse. 

”Jeg har glædet mig meget til at være med til at markere starten af byggeriet. Det var spændende og en stor ære at få lov at tage det første spadestik sammen med Kronprinsessen.”

Med spadestikket satte Kronprinsessen officielt byggeriet af en samlet campus for Aarhus International School i gang. En ambition som både skolen og byen har haft i mange år, fortæller Aarhus Borgmester Jacob Bundsgaard: 

”En attraktiv IB-certificeret international skole er en afgørende forudsætning for at fastholde og tiltrække internationale virksomheder, arbejdspladser og medarbejdere til Aarhus. Derfor er det utroligt glædeligt, at skolen, i samarbejde med kommunen og fonde, nu kan starte tilbygningen, så vi også fremover kan tilbyde internationale familier en international skolegang af høj kvalitet.”

Aarhus International School tilbygger i alt 6.000 m2. Fremover vil skolen kunne huse 600 elever i alderen 3-16 år. 

”Det er en stor festdag for os i dag. Vi har sammen med Ejendomsfonden arbejdet hårdt for at realisere planerne om udvidelsen, som er helt afgørende for skolens fremtid. Fremover kan vi tilbyde vores dygtige lærere og elever de bedste betingelser for at undervise og lære. Det er en stor ære, at Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen har haft lyst til at tage det første spadestik, og vi glæder os til at invitere både Kronprinsessen og eleverne indenfor i 2024, når byggeriet står færdigt,” siger Bestyrelsesleder for Aarhus International School Niclas Kvernrød. 

Eleverne på Aarhus International School glæder sig også til det nye byggeri, ikke mindst til en ny legeplads fortæller 10årige Pascal Degn fra PYP8.

”Vi glæder os rigtigt meget til den nye legepladse, og så bliver det spændende at se de nye klasseværelser og få flere lærere og elever på skolen,” siger han. 

Otteårige Caterina Serra fra PYP6 glæder sig mest til at samle skolens yngste elever på skolen også. 

”Jeg glæder mig til at børnehaven vil være her sammen med os. For så kan vi måske lege med de børn også. AIS bliver en større skole og det er meget spænende med de nye lokaler og klasseværelser,” fortæller hun.

Bag projektet står et samlet erhvervsliv, fonde og Aarhus Kommune. I alt har Ejendomsfonden AIS rejst 138 millioner kroner til byggeriet, som ERIK arkitekter tegner mens C. C. Contractor har totalentreprisen. 


Foto: Jacob Tinsfeldt Haas, Moment Studio & Amelia Herridge-Ishak, AIS.

keyboard_arrow_up