Indvielse af AIS
Del på LinkedInMed champagne, roser og taler indviede Aarhus International School torsdag d. 22. august en 6.000 m2 stor tilbygning, som rummer både skolens ældste elever og moderne børnehavefaciliteter til de mindste elever på 3-6 år.
Udvidelsen af skolen er resultatet af et stærkt samarbejde mellem Aarhus International School, lokale virksomheder, fonde og Aarhus Kommune, som i fællesskab har finansieret det 138 millioner kroner store projekt.
Borgmester Jacob Bundsgaard holdt tale og sagde:
”Vi ved, at et godt internationalt skoletilbud er en af de helt afgørende faktorer, når virksomheder og organisationer rekrutterer internationale kandidater. Derfor handler denne milepæl om at skabe rammerne for fremtidens talenter og sikre, at Aarhus videreudvikler sig som en attraktiv destination for internationale virksomheder og medarbejdere. Men vigtigst af alt, så sikrer vores nye internationale skole, at eleverne får nogle gode rammer om deres læringsfællesskaber. Og så er det – helt bogstaveligt – et skoleeksempel på, hvordan vi i Aarhus er gode til at rykke sammen og samarbejde om at få projekter til at lykkes.”
Også skoleleder Robert McCluskey var begejstret over de nye, flotte rammer, som AIS nu kan tilbyde elever og personale.
Med til den officielle udvidelse var flere repræsentanter fra de mange fonde og virksomheder, som har løftet finansieringen af udvidelsen.