Køge Kræftrådgivningscenter
Den nye kræftrådgivning i Køge er et moderne og imødekommende rådgivningscenter i et plan, strategisk placeret i umiddelbar nærhed af Sjællands Universitetshospital. Bygningen på ca. 840 m² danner rammen om et bredt udbud af tilbud til kræftpatienter og deres pårørende – herunder individuel rådgivning, gruppesamtaler, sociale aktiviteter, kreative forløb samt trænings- og bevægelsestilbud.
Projektet er en del af Kræftens Bekæmpelses landsdækkende strategi om at tilbyde kvalificeret rådgivning tæt på landets kræftbehandlende hospitaler. På landsplan findes der i alt 12 kræftrådgivningscentre, og med rådgivningscentre allerede opført i Skejby og Odense er Køge Kræftrådgivningscenter et vigtigt led i denne helhedsorienterede indsats.
Funktioner og indretning
Bygningen rummer et kontorafsnit med plads til op til 12 medarbejdere, herunder personalefaciliteter med opholdsrum og køkken. Størstedelen af huset er dog dedikeret til brugerrettede funktioner. Her findes lyse og rummelige fællesområder med stue- og spisestuekarakter, som er orienteret omkring en beskyttet og grøn gårdhave.
Derudover indeholder centret flere samtalerum og grupperum til rådgivning og fortrolige samtaler samt en større, fleksibel sal, der anvendes til både foredrag, undervisning og træningsaktiviteter. Indretningen understøtter både fællesskab og behovet for ro og privatliv.
Helende arkitektur
Kræftrådgivningscenteret er udformet med udgangspunkt i principperne om helende arkitektur. Målet har været at skabe et sted, der opleves som et åndehul – tydeligt adskilt fra hospitalets mere kliniske rammer – og som inviterer indenfor med en atmosfære præget af ro, nærvær og hjemlighed.
Både bygningen og de omkringliggende udearealer er designet med fokus på at skabe trygge rammer, hvor mennesker føler sig velkomne. Samspillet mellem hus og have er tænkt som et aktivt element, der understøtter fællesskab, ophold og muligheden for at finde styrke og overskud i en svær livssituation.
Byggeperiode
17. november 2025 - 1. december 2026
Adresse
Lykkebækvej 16, 4600 Køge
Areal
840 m²
Arkitekt
Claus Pryds Arkitekter
Ingeniør
c.c. contractor tegnestuen. wePlan (KON)
Bygherre
Kræftens Bekæmpelse





