Neuro Nord
Nyt rehabiliteringscenter i Brønderslev
Projektet omfatter projektering og opførelse af nyt moderne rehabiliteringscenter, etablering af parkeringsområde, ankomstplads og udearealer. Neuro Nord er et kompakt to-planshus designet til at skabe optimale rammer for rehabilitering og restitution.
Bygningens to forskudte volumener skaber et kvadratisk og kompakt hus med korte afstande og minimal udvendig overflade. Forskydningen markerer tydeligt hovedindgangen, hvor trappe og elevator er centralt placeret.
Stueplan er centreret omkring et åbent ankomstrum med foyer, sekretariat og dobbelthøjt atrium, hvorfra der er overblik til husets funktioner. Multisalen ligger synligt mod øst og kan bruges uafhængigt af resten af huset.
I vest ligger ganglaboratorium, trænings- og behandlingsrum samlet i et 100-meter træningsloop med adgang til haven og overdækkede udearealer. Langs ruten er der indlagt oplevelsespunkter som træningskøkken, kreative værksteder og dyreterapi.
Backstage-områder rummer kontorer, omklædning, køkken, depot og logistik, adskilt men med gode forbindelser til behandlingsområderne. CT-scanner og teknikrum er placeret mod øst med dagslys og adgang udefra. Decentrale indgange sikrer effektiv drift og adgang for personale, varer og ambulancer.
1. sal rummer alle sengestuer fordelt på tre sengeafsnit med hver 10 stuer – heraf ét skærmet afsnit. To af afsnittene deler funktioner og ligger i husets vestlige del med udsigt til natur og have. Det skærmede afsnit er placeret mere roligt mod øst med egen spisestue og gårdhave.
Til hvert sengeafsnit hører fælles opholdsrum, træningskøkken, møderum og servicefunktioner samlet i kerner. To teknikrum med ventilation ligger oven på disse. Fælles spisestue og kantine er placeret centralt nær elevator for effektiv drift og mulighed for fællesskab.
Der er direkte adgang til afsnittene fra trappe og elevator. Bariatristuer er placeret tæt på elevator. Åbne gårdrum og kig til stueetagens aktiviteter skaber lys, luft og orientering, mens loops og varierede ruter understøtter træning og bevægelse.
Boligen
Sengestuerne er indrettet to og to med delt badeværelse, hvilket giver gode og regulære rum. Stuerne har mulighed for loftslift, skrånende loft med ovenlys og fleksibel møblering. Hver stue har egen terrasse under tag. Badeværelserne er rummelige og kvadratiske for god tilgængelighed.
Bariatristuer er større, med bredere badeværelse, dobbeltdør og gennemgående loftslift mellem stue og bad.
Genbrug af materialer
Der er fokus på genbrug af materialer fra det eksisterende sygehus, især de karakteristiske røde vingetegl, som genanvendes i det nye byggeri. Teglene flyttes først, når det nye hus står klart. Derudover genbruges spærtræ til ydre konstruktioner, mursten til landskabselementer og betonbelægning planlægges genbrugt. Beplantning bevares mest muligt.
Bygningen er designet med “design for disassembly” i fokus, så materialer nemt kan skilles ad og genbruges. Det gælder facade, vægge, vinduer og tagsten, som monteres uden understrygning for nem fjernelse. Gulve er også valgt til genbrug.
Landskabshave
Landskabet omkring Neuro Nord er udformet som en sanselig og funktionel have, der understøtter både rehabilitering og ophold. Ankomsten sker gennem en let slynget vej fra Nørregade, som fører til en ankomstplads i en skovlysning. Herfra fører stier til hovedindgangen gennem et varieret skovmotiv.
Landskabshaven er opdelt i en offentlig og en privat del, hvor beplantning og terræn skaber ro og afskærmning omkring patientområderne. Stiforløb med forskellige belægninger tilbyder træningsmuligheder, opholdszoner og adgang til særlige rum som planteværksted, orangeri og ruinhave.
Regnvand opsamles og ledes via terrænformning til lavninger med fokus på biodiversitet og mulighed for permanente vandspejl. Ambulance- og vareadgang sker fra Tolstrupvej, afskærmet af beplantning.
Byggeperiode
13. marts 2026 - 27. oktober 2028
Adresse
Nørregade 77, Brønderslev
Areal
6.000 m2
Arkitekt
Cubo Arkitekter
Ingeniør
ABC - Rådgivende Ingeniører
Landskabsarkitekt
DETBLÅ
Bygherre
Region Nordjylland. Byg og Ejendomme






